OM AT GRIBE LIVETS FART

Af Sten Kaalø

»Vi kender ikke vejen«

skriver Nina Malinowski, og fortsætter:

»og det bliver mørkt

Men nu vi er sammen

går vi mere sikkert

Næsten frygtløst«

Sådan er det at færdes i verden: Vi kender ikke vejen, men har vi een at være sammen med, går vi mere frygtløst.

Digtet går imod den omsiggribende tendens til at være sig selv nok. Den tendens der årti efter årti lider nederlag. »Ene gør stærk«, siger vi med et gammelt mundheld, men det stemmer ikke med virkeligheden. De mænd, vi gennem historien, har set sidde alene på toppen af kransekagen og regere, har nok været stærke, men slet ikke alene, de har haft tusinde, ja, millioner af soldater, magtudøvere under sig. Men selv om de har haft det, er det endog ikke lykkedes dem, at komme over frygten, at blive rigtig glade.

Nogle digtere kan i få linier udtrykke store gamle glemte sandheder – Nina Malinowski er en af dem:

»Vi kender ikke vejen

og det bliver mørkt«

I baghaven er solbærbusken nedkommet med smukke sorte bær, ikke alle lige fyldige, men dog, alligevel, hænger de der, blanke i sol og regn. Stikkelsbærbuskene står endnu frugtsommelige, med tykke maver — inde fra sparkes der på skindet.

Mellem granerne så jeg forleden et par snegle, på en gammel stub, ifærd med at elske. De havde klinet fødderne mod hinanden og rejst sig lodret op, med følehornene højt imod himlen – det var om morgenen – sent på eftermiddagen passerede jeg dem igen, de var endnu ikke færdige, jeg lagde øret til og lyttede, tænkte, at jeg måske kunne høre en sagte nynnen – et sneglepust -men ikke andet end aftenvinden i granerne susede her.

Den grønne plante, bjørnekloen, gror stærkt og saftigt -jeg hugger den om, af og til, kaster de brede blade til en side – i løbet af 14 dage, er de næsten blevet muld, går i eet med jordens brune farve mellem myrer, brændenælder og visne blade fra sidste efterår.

På vores lille kirkegård brister kistelåget dybt i jorden efter 7-8 år, og jorden synker sammen.

I en stadig skabelse og tilintetgørelse leves livet. Og vigtigst: I denne skabelse og tilintetgørelse kan livet opleves!

Leves og opleves. Lever jeg? Oplever jeg?

Leve, gør jeg jo, så længe jeg trækker vejret og hjertets muskel banker, og – nogle siger: så længe hjernen fungerer.

Men: Vil jeg (kan jeg) også opleve, mens jeg lever?

»Efter en tunnel på to kilometer

blir græsset lidt grønnere

og himlen bare en anelse

mere blå”

skriver digteren i sin samling »Fartens fortællinger« fra 1985.

Vi kender ikke vejen og det bliver mørkt — livet fører os også gennem mørke tunneler, det er uundgåeligt, men kommer vi ud igen, i lyset, kan vi så få øje på selve det, at tunnelen er borte, at vi nu er i det fri igen. Kan vi ovenikøbet se, som digteren, at græsset er lidt, en smule, grønnere, himlen en anelse mere blå -ja, kan vi det, kan vi opleve, og så kan vi også opleve at tunnelen er en del aflivet.

Grunden til at du og jeg opfordres til at stå ene, til at være individuelle, er, at så skulle vi slippe for de mørke tunneler her i livet, så skulle vi helt selv kunne bestemme — og gå uden om! På landevejen er det naturligvis – teoretisk — muligt at stige over bjerget i stedet for gennem tunnelen, men i sindet, inde i mig selv, i labyrinten i mit sind, hvor jeg ikke kender vejen og det bliver mørkt, derinde går det ikke.

Livsvisdom er ikke noget vi alle kan prale med at eje. Men oplevelser burde vi alle eje. At opleve har noget at gøre med begrebet og ordet: »oplive«. At komme til verden igen.

Nina Malinowski skriver sit lille digt fordi hun synes, at hun er kommet tilbage til verden, at hun er blevet oplivet, at hun har oplevet noget, ja, oplevet verdens skabelse påny. Noget er blevet til omkring hende.

Både tunnelen og lyset.

En anden lille strofe fra »Fartens fortællinger«:

»Se

kærlighedens

rejsende

tegn

i alting«

Hvad skal det sige? Er det muligt: Kærlighedens tegn i alting? Er kærlighedens tegn da i alting? Det må hun jo mene, efter som hun ber os om at se disse tegn.

Og det er da også rigtigt, at jeg kan se kærligheden i alting, hvis jeg vil! Men jeg kan rigtignok også se tilintetgørelsens tegn i alting, hvis det er det jeg vil.

Problemet for mennesket er og har altid været: At fordele synet. Ser vi bare kærlighedens tegn, skærer vi halvdelen af verden bort, og ser vi bare tilintetgørelsens tegn, skærer vi også halvdelen af verden – og os selv -bort. Vi må gå den svære og underlige vej midt imellem, erkende at livet er grusomt, lidelsesfuldt, ondt — og ufatteligt smukt og glædeligt nyfødt – hver eneste dag!

Livet er til at leve med, når vi tør opleve det.

Være til stede i det.

Her kommer oplevelsen ind i billedet.

Oplivelsen.

Oplivning foregår ikke gennem et nyt køleskab, en større stilling. Oplivning foregår – som med livredderen på strandbredden – i tæt berøring med et andet menneske.

I tæt berøring. Med et andet menneske. Med græsset. Med himlen.

Det er denne nærhed Nina Malinowski digter om:

»Se

kærlighedens

rejsende

tegn

i alting«

Denne menneskelige nærhed, som fører til nærhed med græs og himmel, er det hun digter om i tunnelstrofen:

»Efter en tunnel på to kilometer

blir græsset lidt grønnere

og himlen

bare en anelse

mere blå«

Kærlighedens tegn er i alting Også midt i tunnelen. Det er et spørgsmål om at være til stede. Opleve. Nu.

Et spørgsmål om at rejse sig, som sneglene, i sindet, og fysisk, på jordelivets stub, og være nær. Så lever jeg ikke »bare«, men så oplever jeg — og er med til selv at oplive.

Oplive hvad? Jo: »Kærlighedens tegn i alting«.

»Vi kender ikke vejen

og det bliver mørkt«

Deri ligger livets nu. Det nu, som er oplevelsens, oplivelsens og livsdagens nu – det »nu« som ikke er noget jeg kan se tilbage på, heller ikke fremad mod — det nu, som er — nu — langsomt eller hurtigt.

Er det svært at finde det?

Så er der ikke andet at gøre end at forsøge at tage sagen i egen hånd, stille sig til rådighed for livet med nærhed, se sig om og gå videre, selv om vi ikke kender vejen og det bliver mørkt:

»Ikke finde vej

Sprænge

Ikke søge

Gribe

Ikke finde tid

Tage

Ikke vente

Nu«

Skriver digteren. Nu, nu. Nu. Nu. NU! NU!

I vor verden, mellem skabelse og tilintetgørelse, er det største under, at der findes et nu – et sekund – en time — en dag — og at vi har mulighed for at være der -til stede — i det sekund, den time, den dag.