Skriveværksted

 

Min værkstedsundervisning tager udgangspunkt i praksis, dvs. i deltagernes egne tekster, hvor min opgave i første omgang er at inspirere og igangsætte.

Til det formål bruger jeg ofte billeder, musik og forskellige iagttagelsesopgaver.

 

DSC01617

 

Igennem årene har jeg udviklet mine egne metoder, som først og fremmest går ud på at hjælpe deltagerne til at (gen) finde skriveglæden samt den eller de tekstformer og arbejdsmetoder, som passer hver enkelt deltager bedst.

Erfaringen siger mig, at jo mere præcist formuleret og afgrænset en opgave er, jo større er friheden i arbejdet med den. Derfor får deltagerne flere opgaver, som de selvfølgelig kan vælge at forlade igen, når teksterne vokser frem

Deltagerne får desuden en følelse af og en viden om, hvad der kræves for at flytte en tekst fra et ”privat” og til et ”offentligt” rum.

På værkstedet bruger vi også en del tid på at gennemgå de tekster, som bliver skrevet i forløbet. Denne tekstgennemgang sigter på højst mulig indsigt i tekstens muligheder og svagheder.

Og endelig læses og diskuteres anden litteratur, primært med udgangspunkt i gennemgangen af deltagernes egne tekster og de spørgsmål, behov og associationer, denne gennemgang kan afstedkomme.

Hvis deltagerne ønsker det, kan der afsluttes med fremstilling af en bog eller en oplæsning eller noget helt tredje. Afslutningsprojektet vil selvfølgelig også afhænge af kursets varighed.

At lytte til og gå ind i de andres tekster er stærkt udviklende for den enkelte –

og betydningsfuld for hele gruppens samarbejde – og det er af afgørende betydning, at værkstedsatmosfæren er både venlig, sjov og tryg at være i.

Jeg har afholdt skriveværksteder på en lang række biblioteker, højskoler og andre uddannelsessteder. Fra 1988 og til i dag har jeg undervist fast på Kunsthøjskolen i Holbæk. I Danmark har jeg desuden haft skriveværksteder på Vallekilde, Ubberup, Engelsholm, Skælskør og Borups højskole.

I udlandet har jeg undervist så forskellige steder som i Gislaved, Värnamo og på Pappersbruket i Sverige, i Oslo i Norge, i Torshavn på Færøerne, i Damaskus i Syrien og i Kairo i Egypten.

 

DSC01722

 

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Kursets varighed og struktur kan variere.

Det kan strække sig over en ugentlig aften i 1 – 2 måneder,

lægges i en eller flere weekender eller i en koncentreret uge.

Primære aldersgrupper er unge samt voksne.

Antal deltagere i workshoppen er højst 14.

Prisen for værkstedet er afhængig af dets varighed og struktur.

Kontaktinfo

 

IMG_5651