’DET ER SÅ ENKELT’, 1990
Her oppefra
kan jeg kun se
på striberne
i det stille vand
hvilken vej
anden svømmer
Den er ikke i tvivl:
travlt beskæftiget
med at finde
et sikkert sted
til rede og æg
svømmer den rundt
i den rolige sø
Jeg
som følger den
med blikket
skriver en historie
om en persisk
fyrste
og en af hans mange
ulydelige og liderlige
elskerinder
Anden
drømmer
sikkert ikke om
hvor ulydig
sådan en pige kan være
og hvor synd
det er for fyrsten
Ligesom jeg
slet ikke aner
hvilke hovedbrud
jeg volder en stakkels
sagsbehandler
i socialforvaltningen
på det høje rådhus
netop lige nu
Hun regner
Jeg skriver
Anden svømmer
Og hvad rager
anden fyrsten
og sagsbehandleren mig?
Undrende
følger vi hinandens
bevægelser og cirkler
uden at forstå
hvor uløseligt
vi er knyttet
til hinanden
Anden, fyrsten
sagsbehandlere og jeg
Der bliver koldt i Europa
istiden varsler sin ankomst
og i takt med råbene
fra parlamenternes talerstole
hyler ulvene i kor
Lykkeligst de døde
befriede for ensomhed
og andres svaghed for profit
Udvikling! Fremskridt!
skriger slavefogederne
Og sådan bevæger vi os
(selvom vi tror vi står stille)
foran isbræen den store
(der langsomt glider fremad)
med vores køleskabe
og andre daglige fornødenheder
på vores skuldre
Min søn, dette brev sender jeg til dig
for at fortælle at både din far
dine brødre og jeg selv er ved god helse.
Når mandeltræerne blomstrer, som nu
må jeg tænke på dig, der elskede dem så højt.
Send ikke flere penge,
jeg ved, du kan bruge det, du har
og din bror i Kuwait kan nu
skaffe din fars medicin.
Det er blevet lunere i luften
og i går sov vi med åbent vindue
selvom din far sagde, det ikke var klogt.
Har du mon fundet en veninde?
Abu Salar fortæller, at kvinderne hos jer
både er lyse og smukke.
Han har jo været i Tyskland, som du ved.
I nat lød der skud
og igen tænkte jeg på dig.
På hvor godt det er, at du nu bor
i et land med fred
at du har fået arbejde og et godt hus at bo i.
Har jeg stavet adressen rigtigt?
Sandholmlejren?
Min søn, jeg sender dig min kærlighed.
Din far og dine brødre hilser også.
Der var en duft af hav
fra din hud i nat
Bare en anelse
men nok til
pludselig at huske
at det var sømand
du kaldte dig
dengang vi to mødtes
Flyvemaskinen
computeren og fjernsynet
har fjernet os fra os selv
og ikke bragt os nærmere hinanden
Se bare tåben i ørknen
som kæmper mod sin egen bror
selvom både tørsten
og en større fjende står for døren
Se kvinden og manden
i deres parcelhus
der avler had og føder sten af ord
Se barnet i vuggen
dette mægtige spædbarn
som griber en sikkerhedsnål
og dræber sin amme
hvorefter det uanfægtet
fortsætter læsningen af tidsskriftet
Multinational Strategic Planning
Lader i drømme
hånden
glide hen over
en afrikansk landsby
Det varme ler
Krukkens runde kant
Den lysebrune latter
Manden
Og sandet
under min nøgne krop